Hold kæft, hvor er det psykologagtigt!

I ved godt, hvad jeg mener, ikke? Psykologtypen. Den dér lidt verdensfjerne, ekscentriske personlighed med det behagelige tøj i naturfarver, som er godt grounded i sine fodformede sundhedssandaler med uldstrømper. Hun kigger undersøgende på dig og siger "Mmmm-hmmmmm, interessant..." hele tiden, efter at hun har spurgt ind til dit forhold til din mor. For hundredeogsyttende gang, siden I mødte hinanden første gang for tre år tilbage.
Her er mit besyv på et par typiske forestillinger om psykologer og psykoterapi, som jeg ofte møder i min hverdag:

"Psykologer nikker mest og mumler mmmm-hmmmm under terapien"
- Det ville godt nok være nemt. Og helt vildt kedeligt! I mine samtaler er der typisk tale om et energisk samarbejde, hvor jeg er tydeligt til stede rummet. 

"Man skal være gak i låget for at gå til psykolog"
- Niks, det er ikke et optagelseskriterie. Det er ikke engang nødvendigt at være helt nede i kulkælderen. Men en lyst til at ændre noget i dit liv skader selvfølgelig ikke. Det at lære sig selv godt at kende er et rigtig godt grundlag for at øge sin psykiske robusthed - uanset hvor man starter. Egenterapi er en anerkendt del af psykologers efteruddannelse af selvsamme grund. Hvilket bringer mig direkte til næste punkt:

"Psykologer er selv gak i låget - det er derfor, de er blevet psykologer"
- Jeg er nok ikke den rette til at vurdere dét her punkt... Men jeg vil nu sige, at hvis jeg kigger mig rundt, så er de fleste af mine kolleger helt almindelige mennesker uden større brist end gennemsnittet. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er en del af flokken.

"Psykoterapi tager år"
- Det er de færreste forløb, der tager så lang tid. Med de fleste problemstillinger kommer man langt med 5-10 samtaler. Og ofte er en enkelt eller tre samtaler nok til at skabe en tydelig forandring i din hverdag. 

"I terapi ligger man på en divan"
- De fleste ved nok, at gamle Freuds foretrukne arbejdsposition ikke er den mest brugte mere. I de fleste terapiforløb sidder man idag overfor hinanden i behagelige stole. Men jeg kan også sagtens finde på at lave en walk-and-talk med mine klienter, hvis de har lyst til det. Faktisk har jeg også været med i træningssalen på et tidspunkt.

"Hvis jeg skal i psykoterapi, skal vi til at rode op i min barndom"
- Det er desværre én af de fordomme, der stadig er meget udbredt. Det varierer, hvor meget forskellige psykologer inddrager fortiden. Men de fleste moderne psykoterapeutiske tilgange fokuserer på nutiden og fremtiden. For mit vedkommende bruger jeg faktisk ikke særlig meget tid på at tale om barndommen, med mindre klienten specifikt ønsker det, eller hvis minderne er noget, der har direkte påvirkning i den aktuelle problemstilling. 

"Man kommer altid til at græde, når man er til psykolog"
- Indrømmet: jeg har altid lommetørklæder på mit bord. For det sker selvfølgelig, at mine klienter bliver kede af det undervejs i bearbejdelsen af deres udfordringer. Men samtalerne gør langt fra altid ondt, før de gør godt. Jeg arbejder ressourceorienteret og målrettet, hvilket i sig selv hverken er nedtrykkende eller skræmmende. Og man kan sagtens nå langt i en session uden tårer.

"Psykologer kan se lige igennem folk"
- Jeps, det er rigtigt nok. Det lærer vi på første semester på universitetet ;-)