Psykologens blog

Helt overordnet har en psykolog en 5-årig uddannelse i psykologi, en psykiater er læge-uddannet med speciale i kroppens og hjernens samspil med psyken - mens alle og enhver kan kalde sig psykoterapeut. Der er dog nogle nuancer, det som klient kan være vigtigt at have øje for, når man søger efter rette hjælp til psykiske problemer. Dem forsøger jeg at kaste lys over i denne blog post.

"Psykolog" er en beskyttet titel, hvilket betyder, at du ikke må bruge betegnelsen om dig selv, med mindre du har en 5-årig universitetsuddannelse i psykologi. Der er enkelte undtagelser, som fx "hundepsykolog", men fx må man ikke kalde sig "sportspsykolog", hvis ikke man har psykologuddannelsen bag sig - uanset hvor meget specialiseret viden, man end måtte have indenfor sport og psyke.

Nogle kender måske udtrykket "autoriseret psykolog". Denne titel dækker over dels psykologuddannelsen og dels en mindst 2-årig efteruddannelse, som indebærer formaliserede krav til omfang af praktisk erfaring, indholdet af arbejdsopgaverne samt supervision ved en allerede-autoriseret psykolog. Sidstnævnte sikrer, at den nyuddannede psykolog tilegner sig en bred viden om, hvordan teori og forskning kan overføres til praksis, ligesom han/hun kan få sparring og støtte ift. de udfordringer, et almindeligt psykologarbejde indebærer.

Det vigtigste at være opmærksom på ift. "psykoterapeut"-titlen er, at den ikke er beskyttet. Det betyder, at alle og enhver kan kalde sig for psykoterapeut, om de netop er stået ud af sengen, har et weekend-kursus eller flere års psykoterapeutisk uddannelse på bagen. En psykolog, autoriseret eller ej, kan således også kalde sig for psykoterapeut, men en psykoterapeut må ikke uden videre kalde sig for psykolog:

Hos en "psykoterapeut MPF", som er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, er du sikret et vist fagligt niveau, sammenlignet med andre psykoterapeuter: Medlemskab kræver, at personen har en mellemlang videregående uddannelse indenfor "det mellemmenneskelige felt" (fx lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver m.m.), samt mindst 3 års fuldtidsarbejde indenfor denne grunduddannelse. Dertil kommer mindst 4 års psykoterapeutisk efter-uddannelse ved én af de uddannelser, der er godkendt af foreningen.

Der er dog nogle vigtige opmærksomhedspunkter i forskellen mellem autoriserede psykologer og psykoterapeuter MPF, som jeg har forsøgt at ridse op i nedenstående oversigt:

Hvis beskrivelsen her fortsat efterlader dig i tvivl om, hvilken faggruppe du med fordel kan henvende dig til med din aktuelle problemstilling, er du velkommen til at kontakte mig for en kort uforpligtende rådgivning.

Når jeg spørger mine klienter, så svarer deres oplevelse generelt til det, jeg også selv oplever: Internet-baserede psykologsamtaler har overordnet set lige så stor effekt som fremmøde-samtaler. Også hos dem, der indledningsvist var lige så skeptiske, som jeg var.
En del af mine klienter er efter genåbningen enten fortsat i rene online-forløb eller veksler imellem online-sessioner og traditionelle fremmødesamtaler, alt efter hvad der passer bedst ind i forhold til arbejdstider eller skoleundervisning.

Et kig på forskningen understøtter min og mine klienters erfaring: Overordnet ses signifikant effekt (= en effekt, som ikke kan tilskrives tilfældigheder) af særligt internetbaseret kognitiv adfærdsterapi (iCBT) ved de hyppigst forekommende psykiske lidelser[1]. Sammenligner man iCBT med traditionel CBT, ses lignende effekter for de to settings[2][3]. Artiklerne, som nævnes her, er oversigtsartikler, dvs. at forfatterne har samlet  aktuelle artikler om emnet for at skabe et overblik over feltet. Der er altså tale om data fra en lang række undersøgelser, som er samlet i de to artikler. ​
​

Nedenfor har jeg samlet nogle gode råd til, hvordan du får mest muligt ud af online psykologbehandling. 

​På siden Online psykoterapi kan du læse mere om, hvordan jeg specifikt arbejder med webbaseret psykologbehandling.

Skulle du have andre spørgsmål til psykologbehandling via video-konsultationer, er du velkommen til at kontakte mig på info@actpsykolog.dk eller tlf.: 30 29 98 76. ​

I et arrangement ved Brown University i USA chokerede Dalai Lama en stor gruppe mennesker. Efter sin tale tilskyndede den karismatiske tibetanske leder tilhørerne til at dele hans tanker med andre, såfremt de var blevet inspireret. Hvis ikke det var tilfældet, kunne de bare "F*ck it!" De fleste undrede sig naturligvis over denne lidt bombastiske udmelding og den ellers sympatiske mands løse brug af F-ordet. Der er blandt de lyttende amerikanere utvivlsomt blevet rykket lidt pinagtigt og mistænksomt på sig. Måske en enkelt eller to har fnist lidt. Hvilket den nærværende Dalai Lama helt sikkert har fornemmet alt sammen. Efterfølgende blev det klart, at der var tale om en sproglig misforståelse, idet Lama'en mente, at man var fri til at glemme (=forget) hans ord, hvis man ville.

Hvilket bringer mig til svaret på spørgsmålet i min overskrift: Ja, selv Dalai Lama kender helt sikkert til følelser af flovhed, skam og angsten for at blive udstødt af fællesskabet. Jeg er ret sikker på, at han under og efter episoden har krympet sig indvendigt, og måske oven i købet haft tanker om, at han ikke løftede sin opgave godt nok. På samme måde tør jeg også godt påstå, at selv Albert Einstein har haft tanker og følelser af at være dum som en dør. Han var ordblind og blev kaldt "langsom" af sine lærere.

Min pointe er, at negative vurderinger af os selv hører menneskelivet til. Ethvert menneskeliv. Udover at vi alle kommer ud for ubehagelige oplevelser som Dalai Lama og Albert Einstein i eksemplerne her, så har det menneskelige sind også en ældgammel tendens til at producere tanker og oplevelser, som vi skal passe på ikke at handle blindt på. For hvor ville verden være henne idag, hvis Dalai Lama tog sin tvivl på sig selv for gode varer? Begyndte at brygge på den og hente den frem, hver gang han mødte udfordringer? Eller hvis Einstein handlede på den del af ham, der lyttede til udsagnene om, at han burde holde sig til ikke-intellektuelt arbejde?

Vi får alle på tidspunkter i vores liv oplevelsen af at være dumme, mindreværdige eller ude af stand til at udleve en bestemt plan. Uafhængigt af, om vi reelt er det. Og tanken om at lide nederlag kan give os en reel oplevelse af fare, inden vi overhovedet har forsøgt os. Vores sind giver os fysiologiske reaktioner, som om der var fare på færde, bare vi forestiller os en risiko. På præcis samme måde, som vi producerer mundvand bare ved tanken om at bide i en saftig citron (mærk selv efter lige nu!). Også når der reelt slet ikke er nogen citron, fare for social udstødelse eller lav intelligens på færde. 

Vi kan ikke kontrollere, om eller hvornår vi rammes af angst eller ubehag. Typisk dukker de op, når vi tænker på at gøre noget, som betyder rigtig meget for os. Det handler ikke om at ignorere disse oplevelser, og bare klemme ballerne sammen og få tingene gjort. Det virker måske et stykke ad vejen, men på et tidspunkt løber vi ind i ubehag, som selv den største indre pisk eller positive tænkning praller af på. Og så må vi i stedet lære at ændre vores forhold til disse oplevelser, så de ikke på samme måde styrer det, vi gør. Det er faktisk muligt med god øvelse. Spørg selv Dalai Lama og et par stykker mere.

Når vi øver os i at rumme det ubehag, som engageret handling hen imod vigtige ting i vores liv giver os, bliver vi bedre i stand til at udleve vores fulde potentialer. Det kan trænes, og jeg oplever gang på gang med mine klienter, at netop dén træning gradvist sætter dem fri til at gøre, hvad de ved starten af terapien troede sig ude af stand til. Det er ikke sikkert, at vi alle bliver Dalai Lama'er eller Einsteins - og de findes jo også allerede. Men hvem ved, hvad du ville blive i stand til at gøre, hvis du havde bedre styr på din indre selvkritiker?