Jeg faldt forleden over ovenstående citat. Faktisk var det anden gang, jeg læste det, men det var først dér, jeg rigtigt bed mærke i det. Første gang blev jeg faktisk lidt provokeret, fordi jeg i forbifarten tolkede det som endnu et over-positivt budskab om, at vi bare skal tænke positivt, så opnår vi den indre ro, de fleste af os længes efter.
Bliver det nogensinde okay? Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at det slet ikke er det, citatet handler om. For der er jo i budskabet netop indeholdt antagelsen om, at vi vil opleve ting, som ikke er "okay". Og ikke mindst at vi derigennem til tider vil have oplevelsen af, at livet er slut for os. Måske i forbindelse med den skilsmisse, der smerter så meget, at vi næsten ikke kan trække vejret. Eller det dødsfald, der har affødt et savn så stort, at det føles umuligt nogensinde at føle andet end dét igen. Eller måske den skam, vi føler, når vi virkelig har dummet os og næsten ikke kan udholde tanken om at skulle se os selv eller andre i øjnene igen. Vi ved godt med den rationelle del af os selv, at vi ikke dør af vores følelser. Men vores hjerner er nu engang indrettet, så det kan opleves sådan i øjeblikke af stærk emotionalitet. Det ligger endda i vores sprog: "Jeg dør af sorg", "Jeg er ved at gå til af skam" - eller bare "Jeg kan simpelthen ikke holde ud at have det sådan her". Men også: "Jeg er ved at sprænges af glæde". Fælles for disse betegnelser er, at de indeholder en forestilling om, at emotionalitet kan blive så stærk, at vi går til af den, hvis ikke vi får afløb for den. Og når bølgerne går højt, har vi en tendens til at tro på, at det er rigtigt - og værre endnu: handle på den baggrund. Ikke fordi vi er dumme. Men fordi vi er mennekser og det er dét, vores stenalderhjerner er bygget til at få os til. Skridt for skridt I min praksis som psykolog arbejder jeg med, hvordan vi kan lære at navigere mere frit i vores følelsesliv. Første skridt på den vej er ofte at indse og acceptere, at stærk emotionalitet og automatisk ureflekteret handling er en del af det at være menneske. At indre ro forudsætter en anerkendelse af sårbarheder, fejlbarligheder og indre stormvejr som en del af livet som menneske. Lur mig, om ikke selv den afbalancerede indre-ro-mester Dalai Lama kan beskrive, hvordan utilstrækkelighed, skam eller angst føles. For som Lennon rigtigt antyder i sit citat: Den dag vi oplever absolut og kronisk indre ro på alle områder i vores liv - den dag er det også definitivt slut. Deraf følger også, at så længe der er indre bølgegange på godt og ondt - så længe er vi i live. Og så længe kan vi fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden i retning mod det, der betyder noget for os. Måske ikke i det tempo, vi måtte ønske os. Men alligevel.
0 Comments
Your comment will be posted after it is approved.
Leave a Reply. |
BloggerBetragtninger fra en psykologs hverdagsliv. Jeg er autoriseret psykolog og arbejder til dagligt med psykoterapi og coaching. Her på bloggen vil jeg dele ud af mine erfaringer fra mit arbejde - og om det, der optager mig i det hele taget. Arkiv
July 2021
Kategorier |
Åboulevarden 39, 4.th, 8000 Aarhus C
Tlf.: +45 30299876 Mail: [email protected] CVR-nr.: 38006363 Læs her om skriftlig kommunikation om personfølsomme oplysninger som bl.a. fysiske og psykiske helbredsoplysninger |