Helt overordnet har en psykolog en 5-årig uddannelse i psykologi, en psykiater er læge-uddannet med speciale i kroppens og hjernens samspil med psyken - mens alle og enhver kan kalde sig psykoterapeut. Der er dog nogle nuancer, det som klient kan være vigtigt at have øje for, når man søger efter rette hjælp til psykiske problemer. Dem forsøger jeg at kaste lys over i denne blog post. psykolog: En kandidatgrad i psykologi "Psykolog" er en beskyttet titel, hvilket betyder, at du ikke må bruge betegnelsen om dig selv, med mindre du har en 5-årig universitetsuddannelse i psykologi. Der er enkelte undtagelser, som fx "hundepsykolog", men fx må man ikke kalde sig "sportspsykolog", hvis ikke man har psykologuddannelsen bag sig - uanset hvor meget specialiseret viden, man end måtte have indenfor sport og psyke. Nogle kender måske udtrykket "autoriseret psykolog". Denne titel dækker over dels psykologuddannelsen og dels en mindst 2-årig efteruddannelse, som indebærer formaliserede krav til omfang af praktisk erfaring, indholdet af arbejdsopgaverne samt supervision ved en allerede-autoriseret psykolog. Sidstnævnte sikrer, at den nyuddannede psykolog tilegner sig en bred viden om, hvordan teori og forskning kan overføres til praksis, ligesom han/hun kan få sparring og støtte ift. de udfordringer, et almindeligt psykologarbejde indebærer. Psykoterapeut - ikke en beskyttet titel Det vigtigste at være opmærksom på ift. "psykoterapeut"-titlen er, at den ikke er beskyttet. Det betyder, at alle og enhver kan kalde sig for psykoterapeut, om de netop er stået ud af sengen, har et weekend-kursus eller flere års psykoterapeutisk uddannelse på bagen. En psykolog, autoriseret eller ej, kan således også kalde sig for psykoterapeut, men en psykoterapeut må ikke uden videre kalde sig for psykolog:
Hos en "psykoterapeut MPF", som er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, er du sikret et vist fagligt niveau, sammenlignet med andre psykoterapeuter: Medlemskab kræver, at personen har en mellemlang videregående uddannelse indenfor "det mellemmenneskelige felt" (fx lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver m.m.), samt mindst 3 års fuldtidsarbejde indenfor denne grunduddannelse. Dertil kommer mindst 4 års psykoterapeutisk efter-uddannelse ved én af de uddannelser, der er godkendt af foreningen. aut. psykolog vs. psykoterapeut MPF? Der er dog nogle vigtige opmærksomhedspunkter i forskellen mellem autoriserede psykologer og psykoterapeuter MPF, som jeg har forsøgt at ridse op i nedenstående oversigt:
... og en psykiater? Psykoterapeutisk skoling indgår i uddannelsen til psykiater, ligesom læring om hjerne og krop indgår i uddannelsen til psykolog. Men fordi psykiaterens faglige udgangspunkt er lægeligt, har han/hun ofte en mere medicinsk/biologisk tilgang til den menneskelige psyke, end en psykolog i kraft af sin uddannelse har. Er du i tvivl om, hvad du har brug for? Hvis beskrivelsen her fortsat efterlader dig i tvivl om, hvilken faggruppe du med fordel kan henvende dig til med din aktuelle problemstilling, er du velkommen til at kontakte mig for en kort uforpligtende rådgivning.
0 Comments
Your comment will be posted after it is approved.
Leave a Reply. |
BloggerBetragtninger fra en psykologs hverdagsliv. Jeg er autoriseret psykolog og arbejder til dagligt med psykoterapi og coaching. Her på bloggen vil jeg dele ud af mine erfaringer fra mit arbejde - og om det, der optager mig i det hele taget. Arkiv
July 2021
Kategorier |
Åboulevarden 39, 4.th, 8000 Aarhus C
Tlf.: +45 30299876 Mail: info@actpsykolog.dk CVR-nr.: 38006363 Læs her om skriftlig kommunikation om personfølsomme oplysninger som bl.a. fysiske og psykiske helbredsoplysninger |