Ja, du læste rigtigt. Jeg mener faktisk, at begrebet selvtillid er opreklameret. Også selvom jeg er psykolog, ja, og forventes at arbejde med fremme af selvsamme. Og det gør jeg sådan set også - med ret gode resultater. Forvirret? Det kan jeg godt forstå - så tillad mig at uddybe:
At vente, til du har selvtillid nok
"Min lave selvtillid kommer altid i vejen for det, jeg gerne vil!", "Jeg kan aldrig få det job/en kæreste/tage på den rejse - jeg tror simpelthen ikke nok på mig selv". Eller hvad med denne her: "Jeg føler mig bare ikke klar!"
Jeg tror, vi alle i én eller anden udstrækning har tænkt forskellige udgaver af disse tre sætninger for derefter at opgive noget, vi egentlig gerne ville. Fælles for udsagnene er, at de beskriver den meget udbredte opfattelse, at vi først er i stand til at handle på visse ting, hvis vi besidder den rette følelsesmæssige tilstand.
"Bare tænk positivt!"
Der er masser af selvhjælpsbøger, som spreder budskabet om, at man med det rette positive fokus kan opnå en god selvtillid. Det er jeg sådan set enig i - men der mangler noget i ligningen. For hvis det var så ligetil, ville alle "tro-på-dig-selv"-peptalksene jo virke, og vi ville allerede være i mål alle sammen. Samfundsstatistikkerne om det store antal mennesker med fx angst og depression tyder på, at det ikke er tilfældet. Hvis du (heller) ikke er nået i mål med din positive tænkning, står du måske alligevel tilbage med tvivlen på dig selv - men nu måske oven i købet med følelsen af, at din success udebliver, fordi du ikke duer til at tænke positivt nok? Og så er vi jo tilbage, hvor det hele startede: Grundtanken i lavt selvværd og selvtillid, nemlig "Jeg er ikke god nok".
Det, der mangler i ligningen
Vi kan kun i meget lille grad styre, hvilke tanker og følelser, vi har i et givet øjeblik. Faktisk viser undersøgelser, at negative tanker presser sig mere og mere på, jo mere vi forsøger at undertrykke dem. Anden forskning viser, at langt størstedelen af normalbefolkningen føler sig utilstrækkelige med jævne mellemrum! Hvis vi går efter devisen "bare tænk positivt", glemmer vi altså et meget vigtigt punkt - nemlig at negative selvvurderinger udgør en uundgåelig del af et normalt og sundt menneskeliv:
Når vi skal udvikle os og gøre noget nyt, må vi forlade vores tryghedszone. Og så bliver vi, ja, usikre. Eller som det ofte kaldes: den dårlige selvtillid melder sig. Nogle gange som en svag hvisken, og andre gange med skræmmende brøl. Vi kan føle os overvældede, usikre og måske få lyst til at give op.
I virkeligheden er angsten ved at gøre nye vigtige ting ikke i sig selv et tegn på, at vi ikke besidder de evner, der er nødvendige for at overkomme udfordringen. Den er bare et tegn på, at vi er i gang med at foretage os noget, som er vigtigt for os at lykkes med. Hvis en udfordring ikke var vigtig for os at tage op, ville vi jo være ligeglade med, om det lykkedes, ikke?
Selvtilliden som happy ending?
Selvtillid er ikke en endestation, vi på et tidspunkt når i livet. Den kommer ikke i ren, rosenrød og kronisk form - den er lunefuld, og den kommer i glimt. Jo mere vi forsøger at fremtvinge eller kontrollere den, desto sværere er den at fastholde. Men hvis vi kan give den frihed til at komme og gå frit, mens vi lever vores liv til fulde, øges sandsynligheden for at opnå et nært og ærligt forhold til den. Så ja, begrebet selvtillid er efter min mening efterhånden blevet et opreklameret koncept, ligesom lykken er det i en typisk Hollywood-film. Dejlig at drømme om, men med behov for et reality check.
Se hvorfor det kan være langt mere givtigt at satse på selv-medfølelse end selvtillid i mit blog-indlæg fra 30.03.2016.
At vente, til du har selvtillid nok
"Min lave selvtillid kommer altid i vejen for det, jeg gerne vil!", "Jeg kan aldrig få det job/en kæreste/tage på den rejse - jeg tror simpelthen ikke nok på mig selv". Eller hvad med denne her: "Jeg føler mig bare ikke klar!"
Jeg tror, vi alle i én eller anden udstrækning har tænkt forskellige udgaver af disse tre sætninger for derefter at opgive noget, vi egentlig gerne ville. Fælles for udsagnene er, at de beskriver den meget udbredte opfattelse, at vi først er i stand til at handle på visse ting, hvis vi besidder den rette følelsesmæssige tilstand.
"Bare tænk positivt!"
Der er masser af selvhjælpsbøger, som spreder budskabet om, at man med det rette positive fokus kan opnå en god selvtillid. Det er jeg sådan set enig i - men der mangler noget i ligningen. For hvis det var så ligetil, ville alle "tro-på-dig-selv"-peptalksene jo virke, og vi ville allerede være i mål alle sammen. Samfundsstatistikkerne om det store antal mennesker med fx angst og depression tyder på, at det ikke er tilfældet. Hvis du (heller) ikke er nået i mål med din positive tænkning, står du måske alligevel tilbage med tvivlen på dig selv - men nu måske oven i købet med følelsen af, at din success udebliver, fordi du ikke duer til at tænke positivt nok? Og så er vi jo tilbage, hvor det hele startede: Grundtanken i lavt selvværd og selvtillid, nemlig "Jeg er ikke god nok".
Det, der mangler i ligningen
Vi kan kun i meget lille grad styre, hvilke tanker og følelser, vi har i et givet øjeblik. Faktisk viser undersøgelser, at negative tanker presser sig mere og mere på, jo mere vi forsøger at undertrykke dem. Anden forskning viser, at langt størstedelen af normalbefolkningen føler sig utilstrækkelige med jævne mellemrum! Hvis vi går efter devisen "bare tænk positivt", glemmer vi altså et meget vigtigt punkt - nemlig at negative selvvurderinger udgør en uundgåelig del af et normalt og sundt menneskeliv:
Når vi skal udvikle os og gøre noget nyt, må vi forlade vores tryghedszone. Og så bliver vi, ja, usikre. Eller som det ofte kaldes: den dårlige selvtillid melder sig. Nogle gange som en svag hvisken, og andre gange med skræmmende brøl. Vi kan føle os overvældede, usikre og måske få lyst til at give op.
I virkeligheden er angsten ved at gøre nye vigtige ting ikke i sig selv et tegn på, at vi ikke besidder de evner, der er nødvendige for at overkomme udfordringen. Den er bare et tegn på, at vi er i gang med at foretage os noget, som er vigtigt for os at lykkes med. Hvis en udfordring ikke var vigtig for os at tage op, ville vi jo være ligeglade med, om det lykkedes, ikke?
Selvtilliden som happy ending?
Selvtillid er ikke en endestation, vi på et tidspunkt når i livet. Den kommer ikke i ren, rosenrød og kronisk form - den er lunefuld, og den kommer i glimt. Jo mere vi forsøger at fremtvinge eller kontrollere den, desto sværere er den at fastholde. Men hvis vi kan give den frihed til at komme og gå frit, mens vi lever vores liv til fulde, øges sandsynligheden for at opnå et nært og ærligt forhold til den. Så ja, begrebet selvtillid er efter min mening efterhånden blevet et opreklameret koncept, ligesom lykken er det i en typisk Hollywood-film. Dejlig at drømme om, men med behov for et reality check.
Se hvorfor det kan være langt mere givtigt at satse på selv-medfølelse end selvtillid i mit blog-indlæg fra 30.03.2016.
RSS Feed