|
This blog is dedicated to the growing amount of international visitors to my site and practice. It is not easy to be in a foreign country, needing psychological help. I often answer questions from international clients on how the Danish health system regarding psychological treatment works. That is not strange, as it can be quite a jungle to navigate through - even for native Danes! Below, I sum up some basic information that you might find helpful: Publicly supported psychotherapy With a referral from your general practician, you have the right to receive psychotherapy with public support. That will bring the normal fee of about 900 kr. down to about 300 kr. Below is a complete list of criteria, that your doctor will have in mind when you ask him for a referral to a psychologist:
The authorities are controlling expenses for psychotherapy by limiting the amount of psychologists with a public support agreement. Further, there is a limitation to the amount of clients with public support, that any of those psychologists can take in every year. There is a quota for every of the above criterion, and the quota for depression and anxiety are often filled up quickly, resulting in even longer waiting lists, than you will usually find when using a public support agreement. Should you have a referral, you might try a search on www.psykologeridanmark.dk for length of psychologists' waiting lists in your area with or without public agreement. I do not have a public service agreement and thus can not offer you the public discount. Private health insurances The terms of coverage for psychotherapy differs between private health insurances. Many insurances offer full coverage of sessions with an authorized psychologist (as am I). However, some insurances have their own network of psychologists, and will not (or not fully) cover sessions held outside of this network. Some insurances initially advice you to choose from their own network of psychologists (as those usually work under reduced rates, this it is cheaper for the insurance company), but should there be special reasons such as language barriers or other individual concerns, it may be possible to choose your own psychologist. Please check the terms of your insurance for specific information. Sygesikringen danmark Sygesikringen danmark is a members-owned private health insurance that contributes financially to ordinary health-related expenses. You can choose between four different insurance groups. Most of these groups cover part of the fee of psychotherapy, if you meet one of the criteria mentioned under Publicly Supported Psychotherapy. This applies to sessions with an authorized psychologist (as myself), whether you have a referral from your general practician or not. Please check the terms of your insurance for specific information. You can read more about Sygesikringen danmark in English here. Community financed psychological treatment In some cases, you might be able to get full or partial coverage of psychotherapy through your community. Please ask your social worker at your community, whose name you should be able to request at Borgerservice, phone (Aarhus): +45 89402000. Industrial Industry Board (Arbejdsskadestyrelsen) In relation to certain work related mental injuries, the Danish Industrial Board (Arbejdsskadestyrelsen) subsidizes psychological treatment. Follow this link or call +45 72206000 for further information. Acute psychiatric care In case of severe and acute crisis, you might need to go to the psychiatric emergency room ("Psykiatrisk Skadestue"), which is part of the hospital system in Denmark. To go there, you need to talk to your GP first. If you need help outside of office hours, the doctors on call (”Lægevagten”) can help you further: Phone: +45 70113131. Your GP or doctor on call will refer you to further relevant treatment. I hope this was useful to you! In case you have any further questions, please don't hesitate to contact me.
0 Comments
Videoen nedenfor er en opfølgning på mit tidligere blogindlæg fra 28.09.2015. Her fortæller Dr. Kristin Neff om, hvad forskellen mellem selv-tillid og selv-medfølelse er - og hvorfor førstnævnte er opreklameret ;-)
Klik på dette link for at se klippet (19 minutter) Ja, du læste rigtigt. Jeg mener faktisk, at begrebet selvtillid er opreklameret. Også selvom jeg er psykolog, ja, og forventes at arbejde med fremme af selvsamme. Og det gør jeg sådan set også - med ret gode resultater. Forvirret? Det kan jeg godt forstå - så tillad mig at uddybe:
At vente, til du har selvtillid nok "Min lave selvtillid kommer altid i vejen for det, jeg gerne vil!", "Jeg kan aldrig få det job/en kæreste/tage på den rejse - jeg tror simpelthen ikke nok på mig selv". Eller hvad med denne her: "Jeg føler mig bare ikke klar!" Jeg tror, vi alle i én eller anden udstrækning har tænkt forskellige udgaver af disse tre sætninger for derefter at opgive noget, vi egentlig gerne ville. Fælles for udsagnene er, at de beskriver den meget udbredte opfattelse, at vi først er i stand til at handle på visse ting, hvis vi besidder den rette følelsesmæssige tilstand. "Bare tænk positivt!" Der er masser af selvhjælpsbøger, som spreder budskabet om, at man med det rette positive fokus kan opnå en god selvtillid. Det er jeg sådan set enig i - men der mangler noget i ligningen. For hvis det var så ligetil, ville alle "tro-på-dig-selv"-peptalksene jo virke, og vi ville allerede være i mål alle sammen. Samfundsstatistikkerne om det store antal mennesker med fx angst og depression tyder på, at det ikke er tilfældet. Hvis du (heller) ikke er nået i mål med din positive tænkning, står du måske alligevel tilbage med tvivlen på dig selv - men nu måske oven i købet med følelsen af, at din success udebliver, fordi du ikke duer til at tænke positivt nok? Og så er vi jo tilbage, hvor det hele startede: Grundtanken i lavt selvværd og selvtillid, nemlig "Jeg er ikke god nok". Det, der mangler i ligningen Vi kan kun i meget lille grad styre, hvilke tanker og følelser, vi har i et givet øjeblik. Faktisk viser undersøgelser, at negative tanker presser sig mere og mere på, jo mere vi forsøger at undertrykke dem. Anden forskning viser, at langt størstedelen af normalbefolkningen føler sig utilstrækkelige med jævne mellemrum! Hvis vi går efter devisen "bare tænk positivt", glemmer vi altså et meget vigtigt punkt - nemlig at negative selvvurderinger udgør en uundgåelig del af et normalt og sundt menneskeliv: Når vi skal udvikle os og gøre noget nyt, må vi forlade vores tryghedszone. Og så bliver vi, ja, usikre. Eller som det ofte kaldes: den dårlige selvtillid melder sig. Nogle gange som en svag hvisken, og andre gange med skræmmende brøl. Vi kan føle os overvældede, usikre og måske få lyst til at give op. I virkeligheden er angsten ved at gøre nye vigtige ting ikke i sig selv et tegn på, at vi ikke besidder de evner, der er nødvendige for at overkomme udfordringen. Den er bare et tegn på, at vi er i gang med at foretage os noget, som er vigtigt for os at lykkes med. Hvis en udfordring ikke var vigtig for os at tage op, ville vi jo være ligeglade med, om det lykkedes, ikke? Selvtilliden som happy ending? Selvtillid er ikke en endestation, vi på et tidspunkt når i livet. Den kommer ikke i ren, rosenrød og kronisk form - den er lunefuld, og den kommer i glimt. Jo mere vi forsøger at fremtvinge eller kontrollere den, desto sværere er den at fastholde. Men hvis vi kan give den frihed til at komme og gå frit, mens vi lever vores liv til fulde, øges sandsynligheden for at opnå et nært og ærligt forhold til den. Så ja, begrebet selvtillid er efter min mening efterhånden blevet et opreklameret koncept, ligesom lykken er det i en typisk Hollywood-film. Dejlig at drømme om, men med behov for et reality check. Se hvorfor det kan være langt mere givtigt at satse på selv-medfølelse end selvtillid i mit blog-indlæg fra 30.03.2016.  Foto: Erik Wrang Christensen Jeg faldt forleden over ovenstående citat. Faktisk var det anden gang, jeg læste det, men det var først dér, jeg rigtigt bed mærke i det. Første gang blev jeg faktisk lidt provokeret, fordi jeg i forbifarten tolkede det som endnu et over-positivt budskab om, at vi bare skal tænke positivt, så opnår vi den indre ro, de fleste af os længes efter.
Bliver det nogensinde okay? Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at det slet ikke er det, citatet handler om. For der er jo i budskabet netop indeholdt antagelsen om, at vi vil opleve ting, som ikke er "okay". Og ikke mindst at vi derigennem til tider vil have oplevelsen af, at livet er slut for os. Måske i forbindelse med den skilsmisse, der smerter så meget, at vi næsten ikke kan trække vejret. Eller det dødsfald, der har affødt et savn så stort, at det føles umuligt nogensinde at føle andet end dét igen. Eller måske den skam, vi føler, når vi virkelig har dummet os og næsten ikke kan udholde tanken om at skulle se os selv eller andre i øjnene igen. Vi ved godt med den rationelle del af os selv, at vi ikke dør af vores følelser. Men vores hjerner er nu engang indrettet, så det kan opleves sådan i øjeblikke af stærk emotionalitet. Det ligger endda i vores sprog: "Jeg dør af sorg", "Jeg er ved at gå til af skam" - eller bare "Jeg kan simpelthen ikke holde ud at have det sådan her". Men også: "Jeg er ved at sprænges af glæde". Fælles for disse betegnelser er, at de indeholder en forestilling om, at emotionalitet kan blive så stærk, at vi går til af den, hvis ikke vi får afløb for den. Og når bølgerne går højt, har vi en tendens til at tro på, at det er rigtigt - og værre endnu: handle på den baggrund. Ikke fordi vi er dumme. Men fordi vi er mennekser og det er dét, vores stenalderhjerner er bygget til at få os til. Skridt for skridt I min praksis som psykolog arbejder jeg med, hvordan vi kan lære at navigere mere frit i vores følelsesliv. Første skridt på den vej er ofte at indse og acceptere, at stærk emotionalitet og automatisk ureflekteret handling er en del af det at være menneske. At indre ro forudsætter en anerkendelse af sårbarheder, fejlbarligheder og indre stormvejr som en del af livet som menneske. Lur mig, om ikke selv den afbalancerede indre-ro-mester Dalai Lama kan beskrive, hvordan utilstrækkelighed, skam eller angst føles. For som Lennon rigtigt antyder i sit citat: Den dag vi oplever absolut og kronisk indre ro på alle områder i vores liv - den dag er det også definitivt slut. Deraf følger også, at så længe der er indre bølgegange på godt og ondt - så længe er vi i live. Og så længe kan vi fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden i retning mod det, der betyder noget for os. Måske ikke i det tempo, vi måtte ønske os. Men alligevel. Du kender det sikkert godt. Dét der med at have sat dig noget for, som du er helt vildt tændt på at komme i gang med. Du ser det hele for dig, hvordan du har nået dit mål. Og du mærker, at dét her bare er retningen for dig! Du går i gang med ildhu, kommer godt fra start og nyder fremgangen. Du er på vej! Men hvad er nu det? Pludselig er du ikke længere så selvsikker. Du bliver måske i tvivl om dig selv. Lidt modløs. Måske var det alligevel ikke det rigtige for dig? Lige nu føles det i hvert fald ikke sådan...
Hvo intet vover, intet risikerer Hvad enten dit mål handler om en sundere livsstil, et skridt i en bestemt karriereretning eller noget helt tredje, så er udviklingen tit den samme: Når vi sætter os noget for, som er vigtigt for os, støder vi før eller siden ind i ubehagelige tanker og følelser. Hvorfor? Fordi det er sådan, livet er: Når noget betyder noget for os, får vi også noget at miste. Vi risikerer at mislykkes. Og det giver angst for at miste eller mislykkes. For pokker da også! Men hvad gør vi så ved det? Det korte svar er: Ikke ret meget. Altså i betydningen, at vi ikke KAN gøre ret meget ved den tvivl, usikkerhed eller angst, der følger med et meningsfuldt liv. Det lange svar er: Vi bliver nødt til at lære at skille skidt fra kanel, når det handler om motivation. Hvad er det, vi virkelig ønsker at opnå på lang sigt? Og hvad er det for tanker og følelser, der kan risikere at forhindre os i at nå derhen? Altså dem, der giver os lyst til at droppe det, vi satte os for. Dem, der forsvinder (i hvert fald på kort sigt), når vi beslutter os for at udsætte eller måske helt opgive vores planer. Det er ikke altid ligetil. Men når vi bliver bedre til det, kan vi komme i gang med næste skridt, som er at begynde at øve os i at rumme disse tanker og følelser. Så de ikke i samme grad sætter os ud af kurs. Heller ikke dette er altid nemt. Men det er ikke umuligt - og når du har udviklet redskaber til det, vil du være i stand til langt mere, end du tror. Det ved jeg fra de mange klienter, jeg igennem årende har fulgt på vej. Demons on the Boat Filmen her giver et billede af, hvad der kan komme på spil for os, når vi sætter os noget for i livet. Tjek den ud - måske du bliver inspireret :) I ved godt, hvad jeg mener, ikke? Psykologtypen. Den dér lidt verdensfjerne, ekscentriske personlighed med det behagelige tøj i naturfarver, som er godt grounded i sine fodformede sundhedssandaler med uldstrømper. Hun kigger undersøgende på dig og siger "Mmmm-hmmmmm, interessant..." hele tiden, efter at hun har spurgt ind til dit forhold til din mor. For hundredeogsyttende gang, siden I mødte hinanden første gang for tre år tilbage.
Her er mit besyv på et par typiske forestillinger om psykologer og psykoterapi, som jeg ofte møder i min hverdag: "Psykologer nikker mest og mumler mmmm-hmmmm under terapien" - Det ville godt nok være nemt. Og helt vildt kedeligt! I mine samtaler er der typisk tale om et energisk samarbejde, hvor jeg er tydeligt til stede rummet. "Man skal være gak i låget for at gå til psykolog" - Niks, det er ikke et optagelseskriterie. Det er ikke engang nødvendigt at være helt nede i kulkælderen. Men en lyst til at ændre noget i dit liv skader selvfølgelig ikke. Det at lære sig selv godt at kende er et rigtig godt grundlag for at øge sin psykiske robusthed - uanset hvor man starter. Egenterapi er en anerkendt del af psykologers efteruddannelse af selvsamme grund. Hvilket bringer mig direkte til næste punkt: "Psykologer er selv gak i låget - det er derfor, de er blevet psykologer" - Jeg er nok ikke den rette til at vurdere dét her punkt... Men jeg vil nu sige, at hvis jeg kigger mig rundt, så er de fleste af mine kolleger helt almindelige mennesker uden større brist end gennemsnittet. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er en del af flokken. "Psykoterapi tager år" - Det er de færreste forløb, der tager så lang tid. Med de fleste problemstillinger kommer man langt med 5-10 samtaler. Og ofte er en enkelt eller tre samtaler nok til at skabe en tydelig forandring i din hverdag. "I terapi ligger man på en divan" - De fleste ved nok, at gamle Freuds foretrukne arbejdsposition ikke er den mest brugte mere. I de fleste terapiforløb sidder man idag overfor hinanden i behagelige stole. Men jeg kan også sagtens finde på at lave en walk-and-talk med mine klienter, hvis de har lyst til det. Faktisk har jeg også været med i træningssalen på et tidspunkt. "Hvis jeg skal i psykoterapi, skal vi til at rode op i min barndom" - Det er desværre én af de fordomme, der stadig er meget udbredt. Det varierer, hvor meget forskellige psykologer inddrager fortiden. Men de fleste moderne psykoterapeutiske tilgange fokuserer på nutiden og fremtiden. For mit vedkommende bruger jeg faktisk ikke særlig meget tid på at tale om barndommen, med mindre klienten specifikt ønsker det, eller hvis minderne er noget, der har direkte påvirkning i den aktuelle problemstilling. "Man kommer altid til at græde, når man er til psykolog" - Indrømmet: jeg har altid lommetørklæder på mit bord. For det sker selvfølgelig, at mine klienter bliver kede af det undervejs i bearbejdelsen af deres udfordringer. Men samtalerne gør langt fra altid ondt, før de gør godt. Jeg arbejder ressourceorienteret og målrettet, hvilket i sig selv hverken er nedtrykkende eller skræmmende. Og man kan sagtens nå langt i en session uden tårer. "Psykologer kan se lige igennem folk" - Jeps, det er rigtigt nok. Det lærer vi på første semester på universitetet ;-) I et arrangement ved Brown University i USA chokerede Dalai Lama en stor gruppe mennesker. Efter sin tale tilskyndede den karismatiske tibetanske leder tilhørerne til at dele hans tanker med andre, såfremt de var blevet inspireret. Hvis ikke det var tilfældet, kunne de bare "F*ck it!" De fleste undrede sig naturligvis over denne lidt bombastiske udmelding og den ellers sympatiske mands løse brug af F-ordet. Der er blandt de lyttende amerikanere utvivlsomt blevet rykket lidt pinagtigt og mistænksomt på sig. Måske en enkelt eller to har fnist lidt. Hvilket den nærværende Dalai Lama helt sikkert har fornemmet alt sammen. Efterfølgende blev det klart, at der var tale om en sproglig misforståelse, idet Lama'en mente, at man var fri til at glemme (=forget) hans ord, hvis man ville.
Hvilket bringer mig til svaret på spørgsmålet i min overskrift: Ja, selv Dalai Lama kender helt sikkert til følelser af flovhed, skam og angsten for at blive udstødt af fællesskabet. Jeg er ret sikker på, at han under og efter episoden har krympet sig indvendigt, og måske oven i købet haft tanker om, at han ikke løftede sin opgave godt nok. På samme måde tør jeg også godt påstå, at selv Albert Einstein har haft tanker og følelser af at være dum som en dør. Han var ordblind og blev kaldt "langsom" af sine lærere. Min pointe er, at negative vurderinger af os selv hører menneskelivet til. Ethvert menneskeliv. Udover at vi alle kommer ud for ubehagelige oplevelser som Dalai Lama og Albert Einstein i eksemplerne her, så har det menneskelige sind også en ældgammel tendens til at producere tanker og oplevelser, som vi skal passe på ikke at handle blindt på. For hvor ville verden være henne idag, hvis Dalai Lama tog sin tvivl på sig selv for gode varer? Begyndte at brygge på den og hente den frem, hver gang han mødte udfordringer? Eller hvis Einstein handlede på den del af ham, der lyttede til udsagnene om, at han burde holde sig til ikke-intellektuelt arbejde? Vi får alle på tidspunkter i vores liv oplevelsen af at være dumme, mindreværdige eller ude af stand til at udleve en bestemt plan. Uafhængigt af, om vi reelt er det. Og tanken om at lide nederlag kan give os en reel oplevelse af fare, inden vi overhovedet har forsøgt os. Vores sind giver os fysiologiske reaktioner, som om der var fare på færde, bare vi forestiller os en risiko. På præcis samme måde, som vi producerer mundvand bare ved tanken om at bide i en saftig citron (mærk selv efter lige nu!). Også når der reelt slet ikke er nogen citron, fare for social udstødelse eller lav intelligens på færde. Vi kan ikke kontrollere, om eller hvornår vi rammes af angst eller ubehag. Typisk dukker de op, når vi tænker på at gøre noget, som betyder rigtig meget for os. Det handler ikke om at ignorere disse oplevelser, og bare klemme ballerne sammen og få tingene gjort. Det virker måske et stykke ad vejen, men på et tidspunkt løber vi ind i ubehag, som selv den største indre pisk eller positive tænkning praller af på. Og så må vi i stedet lære at ændre vores forhold til disse oplevelser, så de ikke på samme måde styrer det, vi gør. Det er faktisk muligt med god øvelse. Spørg selv Dalai Lama og et par stykker mere. Når vi øver os i at rumme det ubehag, som engageret handling hen imod vigtige ting i vores liv giver os, bliver vi bedre i stand til at udleve vores fulde potentialer. Det kan trænes, og jeg oplever gang på gang med mine klienter, at netop dén træning gradvist sætter dem fri til at gøre, hvad de ved starten af terapien troede sig ude af stand til. Det er ikke sikkert, at vi alle bliver Dalai Lama'er eller Einsteins - og de findes jo også allerede. Men hvem ved, hvad du ville blive i stand til at gøre, hvis du havde bedre styr på din indre selvkritiker? |
BloggerBetragtninger fra en psykologs hverdagsliv. Jeg er autoriseret psykolog og arbejder til dagligt med psykoterapi og coaching. Her på bloggen vil jeg dele ud af mine erfaringer fra mit arbejde - og om det, der optager mig i det hele taget. Arkiv
May 2016
Kategorier |
RSS Feed